Xellia vælger Coor til fuldt integreret serviceløsning

Medicinalvirksomheden Xellia Pharmaceuticals ApS og Coor Service Management A/S har netop underskrevet en femårig samarbejdsaftale om servicedriften på Xellias danske afdeling i København.

Selv om Xellia tidligere har outsourcet dele af virksomhedens servicefunktioner, er det først nu med samarbejdet med Coor, at man tager skridtet fuldt ud og satser på en samlet løsning for hovedparten af virksomhedens servicefunktioner. Forud for beslutningen valgte Xellia at invitere tre serviceleverandører til at præsentere, hvordan de ville gå til opgaven. Valget faldt på Coor og resultatet blev en femårig aftale, hvor Coor skal varetage størstedelen af Xellias servicefunktioner. I Coor ser man frem til samarbejdet.

"Xellia er en spændende virksomhed og vi ser frem til at løse opgaven. Som serviceleverandør er vores force, at vi har specialiseret os i integrerede løsninger, hvor vi har fokus på både at effektivisere og at udvikle virksomheders servicefunktioner. Derfor passer vores profil rigtig godt til Xellias behov for at få opbygget en velkoordineret og effektiv serviceorganisation", fortæller Jacob Dohn, der er direktør for forretningsudvikling hos Coor.

Da Xellia ikke har haft en samlet leverandør af virksomhedens servicefunktioner, fandtes der ikke et samlet overblik over den nuværende serviceleverance. Derfor iværksatte Coor forud for samarbejdet en due dilligence, hvor Xellias aktuelle serviceniveau og -omkostninger blev minutiøst kortlagt. Det resulterede i, at Coor dels kunne tilbyde en samlet løsning med uændret serviceniveau til en væsentlig lavere omkostning og dels en række forslag til optimering af serviceniveauer for udvalgte områder. Samtidig rummer samarbejdet større fleksibilitet end den tidligere løsning – ikke mindst i forhold til muligheden for kontinuerlige forbedringer af servicen.

"Første gang man som virksomhed outsourcer sine servicefunktioner i en samlet løsning, er der typisk en større besparelse at hente, bl.a. fordi en integreret løsning giver mulighed for at optimere tværgående processer og realisere synergier. Men for Xellia var det også vigtigt, at der gennem hele kontraktperioden er fokus på at forbedre og udvikle serviceløsningen. Dette er helt i tråd med, hvordan vi arbejder, og en femårig kontrakt giver os rigtigt gode muligheder for at udvikle løsningen i et reelt partnerskab", fortæller Jacob Dohn.

Xellia Pharmaceuticals har 950 medarbejdere, som primært er fordelt på produktionsenheder i Norge, Danmark, Ungarn og Kina. Den danske afdeling har 380 medarbejdere og med samarbejdsaftalen overtager Coor 6 servicemedarbejdere fra Xellia, som sammen med et antal nye kolleger skal sikre den fremtidige service i Xellia.