Coor Service Management vinder Danmarks største fuldt integrerede facility management-kontrakt med politiet

Efter et offentligt udbud har politiet i dag valgt Coor Service Management som leverandør af en fuldt integreret facility management-løsning. Aftalen løber i en 5-årig periode med opstart d. 1. september 2012. Det er første gang, der laves en landsdækkende løsning for politiet og anklagemyndigheden i Danmark på tværs af de enkelte politikredse. I alt er der tale om 250 lokaliteter og ca. 14.000 servicebrugere.

Kontrakten er på et 3-cifret millionbeløb årligt og omfatter bl.a. rengøring, kantinedrift, post, vognparksservice for 2200 biler, hittegods, udvendig og indvendig bygningsvedligehold samt arealpleje. Coor Service Management overtager mere end 250 medarbejdere, primært fra politiet.

"At politiet valgte os til at løse opgaven, ser jeg som et bevis på og en anerkendelse af vores kompetencer inden for store og komplekse løsninger. Netop her kan vi tilføre stor værdi gennem synergier og intelligente optimeringer," udtaler Jørgen Utzon, adm. direktør for Coor Service Management Danmark.

Inden for de seneste to år har de tre store offentlige instanser DR, forsvaret og nu politiet outsourcet deres FM-ydelser. Alle med stor økonomisk volumen og med overtagelse af mange medarbejdere. Politiet er dog Danmarks hidtil største fuldt integrerede FM-kontrakt, målt på både bredden af serviceydelser og den geografiske spredning.

Aftalen med politiet er dermed endnu en stor landvinding for Coor, som sidste år opstartede en lignende aftale med DR. Med den nye aftale bliver Coor den største danske udbyder af integrerede FM-ydelser og cementerer dermed sin position som specialist i håndtering af komplekse serviceydelser i modsætning til de mere traditionelle FM-firmaer med fokus på få services.

"Jeg glæder mig til at byde de nye medarbejdere velkommen og ser meget frem til samarbejdet med politiet. Her skal Coor sikre en fortsat høj service og samtidig skabe de fornødne besparelser, så politiet får frigjort ressourcer til deres kerneforretning," udtaler Jørgen Utzon.

Aftalen vil være gældende efter standard indsigelsesfrist.

For yderligere information, kontakt venligst:

Jørgen Utzon, Adm. Direktør, Coor Service Management Danmark
+45 23 63 71 78, jorgen.utzon@coor.com

Om Coor Service Management

Coor Service Management er Nordens største aktør inden for service management. Virksomheden specialiserer sig i at lede, udvikle og effektivisere virksomhedsunderstøttende servicefunktioner for kontor- og produktionsvirksomheder samt offentlige virksomheder. Blandt kunderne kan nævnes SAS, DR, LEO Pharma, Statoil, Ericsson, Xellia, Chr. Hansen, Ernst & Young og Pandora.

Coor Service Management indgik tidligere som en del af Skanska under navnet Skanska FM, men er nu en selvstændig virksomhed ejet af det internationale investeringskapitalselskab Cinven. Virksomheden har over 5400 medarbejdere hovedsageligt i Sverige, Danmark, Norge og Finland. I 2011 var omsætningen på omkring 5,6 mia. DKK.