Ericsson Danmark vinder guld for grøn indsats

At det ikke behøver at være besværligt at gøre en indsats for miljøet, er Ericsson Danmark et godt bevis på. Med små og vedvarende justeringer til dagligdagen, har de opnået en væsentlig forbedring af deres miljøindsats. Det blev belønnet med guld for fjerde år i træk i Coor Green Services.

Ericsson Danmark har netop modtaget sit fjerde diplom i træk som bevis på, at deres miljøarbejde fortsat lever op til de højeste standarder for facility management-leverancer. Diplomet blev overrakt til facility og security manager, Linda Lykke, ved en reception på Ericsson Danmarks kontorer i Ørestaden.

- Ericsson Danmark har et ønske om at gøre så meget som muligt for miljøet, og ved at fastholde vores guldcertificering viser vi, at det ikke bare er snak, men at der er handling bag ordene. Vi mener, at dem der kan, bør tage deres del af ansvaret, og denne certificering er vores måde at vise, at vi tager det ansvar alvorligt, fortæller facility og security manager i Ericsson Danmark, Linda Lykke.

Det er enkelt, men kræver en indsats

Certificeringen er udviklet af Coor og er den eneste metode til samlet at vurdere miljøstandarden for en facility management-leverance. Metoden er udviklet i samarbejde med både miljøeksperter og specialister med kendskab til de enkelte serviceområder. Certificeringen benytter sig af et pointsystem, hvor der tildeles point til de enkelte dele i virksomhedens serviceleverance, alt efter hvor miljøvenlig den er. Til sidst udregnes en procentsats, der udtrykker leverancens samlede miljøvurdering.

For at opnå guldcertifikat, som Ericsson Danmark, kræver det en samlet miljøscore på 85 %.

- Det er meget enkelt, men det kræver, at du gør en indsats, forklarer Linda Lykke.

- Vores serviceleverandør, Coor, gennemgår leverancen, og kommer med forslag til, hvor vi kan skabe forbedringer. For Ericsson Danmark var det hele tiden ambitionen at opnå guld, så det var det mål, vi arbejdede efter.

Den indstilling har resulteret i, at Ericsson Danmark opnåede sølvcertifikat de to første år, og guld de næste fire år.

Cykler til møder

Vejen til guldet er gået gennem en bevidst prioriteret indsats, og de forskellige miljøtiltag har Ericsson Danmark indført løbende.

- Noget af det første vi gjorde, var at anskaffe en cykel, så vores medarbejdere kunne cykle ud til møder i stedet for at køre i bil. Samtidig sørgede vi for kun at vælge taxa-leverandører, der kører grønt, hvis det er regnvejr, eller der er for langt at cykle, forklarer Linda Lykke.

Ericsson Danmark har også skiftet til brug af cykelbude, når de skal have pakker leveret, de har skiftet deres kontorartikler ud med nogen, der er fremstillet med hensyn til miljøet, og de har indført affaldssortering.

Ansvaret for den næste generation

Hvad får Ericsson Danmark ud af det kunne man spørge, men det er ikke det rigtige spørgsmål, siger Linda Lykke.

- For os handler det om, at vi tager vores del af ansvaret. Jeg synes, det er vigtigt, at dem, der har muligheden også tager ansvar, så vi kan være med til at aflevere en verden til vores børn, vi kan være bekendt, slutter Linda Lykke.

Mere information

For mere information kontakt: Caroline Mortensen, HSE-ansvarlig, Coor Danmark, +45 2787 2468

Du kan læse mere om Green Services på coor.dk

Du kan læse mere om Ericsson Danmark på ericsson.dk