Kok hos Coor Danmark bliver årets medarbejder

For andet år i træk hjemtager den danske virksomhed af Coor-koncernen titlen som årets medarbejder blandt koncernens mere end 6.000 medarbejdere.

Prisen som årets medarbejder i Coor gik i år til Mona Heidemann, der er souschef i VELUX’ kantine i Hørsholm.

I indstillingen, der kommer fra Monas nærmeste kollegaer, er der lagt vægt på Monas helt unikke evne til at få alle omkring sig – både kunder og kollegaer – til at føle sig godt tilpas.

- Mona har et helt fantastisk servicegen. Hun løber altid den ekstra mil over for kunderne. Lige meget, hvor travlt der er, har hun altid overskud til at løfte sine kollegaer og yde vores kunder service i stjerneklasse, lyder det i indstillingen.

Fredagskram

Mona har kun arbejdet i kantinen i et år. Men allerede fra sin første arbejdsdag begyndte hun at sætte sit positive præg på arbejdspladsen.

- I begyndelsen tog jeg dem en af gangen, og krammede dem, hver fredag inden vi gik på weekend. I dag er der ingen der går, før vi har krammet og sagt god weekend. Ingen har lyst til at gå før alle har krammet, fortæller hun.

Det lyder modigt, og måske særligt når man arbejder i et køkken, der traditionelt set har ry for at have en rå tone. Men noget af det, der kendetegner Mona, er, at hun ikke lader sig påvirke af en dårlig stemning, men møder alle med et smil.

Smil til verden

- Det lyder måske mærkeligt, men jeg er aldrig i dårligt humør. For mig er det vigtigt, at dagen begynder godt, og det bedste sted at starte, er med dig selv. Når jeg møder, smiler alle og siger godmorgen. Det gør, at man glæder sig til at komme på arbejde.

Mona siger det ikke selv, men det er selvfølgelig hende, der er ansvarlig for at have skabt en kultur, hvor alle tager godt i mod hinanden fra morgenstunden. Spørger du ind til det, svarer hun, at hun ”bare gør sit arbejde”, og det er netop den indstilling, der har gjort hende til årets medarbejder.

- Mona har knyttet det gode humør til arbejdspladsen til gavn for både hendes kollegaer og gæsterne i kantinen. Ved at se det som en naturlig del af sit arbejde, er hun eksemplet på det vi kalder Coor-ånden. At vi for andet år i træk løber med prisen, fortæller mig, at vi trods vores kraftige vækst på det danske marked, har formået at holde fast i kernen af vores forretning, som er den sublime service, siger administrerende direktør i Coor Danmark, Jørgen Utzon.

Mona begyndte sin karriere som 16-årig med uddannelsen til køkkenassistent. I dag arbejder hun som kok og er siden 1. januar udnævnt som souschef i VELUX’ kantine i Hørsholm.

Titlen som årets medarbejder blev uddelt torsdag d. 10. marts til den årlige Coor Awards-prisoverrækkelse i Stockholm, hvor Coor også uddeler priser til årets leder, årets mersalg og årets innovation. Med titlen følger en pris på 1.000 €.