På Sygehus Sønderjylland giver uddannelse kvalitet i rengøringen under COVID 19
Under covid-19-krisen har det hos Sygehus Sønderjylland gjort en stor forskel for kvaliteten i rengøringen, at alle der gør rent i patientnære områder er uddannede rengøringsteknikere.
Da covid-19 ramte verden, steg behovet for rengøring med en ekstra høj standard, især ved de patientnære funktioner, kontaktpunkter og ved indlæggelse af patienter med covid-19. Helle Lausten, som er procesleder på nyt sygehusbyggeri på Sygehus Sønderjylland, er ikke i tvivl om, at det er uddannelse af rengøringsassistenterne til rengøringsteknikere på Sygehus Sønderjylland, der har givet det høje kvalitetsniveau:
Et fælles sprog sikrer hurtig implementering
- Det betyder, at vi har et fælles sprog for kvalitet og hygiejne. Når vores hygiejneorganisation melder ud til vores leverandør, Coor, om at vi ønsker et forhøjet niveau på kontaktpunkter, så ved alle rengøringsteknikerne, hvad det betyder.
Helle fortæller videre om, hvordan rengøringsteknikerne under covid-19 gjorde en stor forskel i opgaverne omkring indlagte med covid-19:
- Rengøringsteknikerne vidste med det samme, hvordan værnemidlerne skulle bruges, og de var ikke usikre på deres rengøringsopgaver på isolationsstuerne. Og derfor var vi som kunde trygge ved deres håndtering af opgaven.
Forbedret kommunikation med patienter
Pia Holst, segmentchef hos Coor, oplever at uddannelsen også har klædt medarbejderne på i forhold til den daglige kontakt med patienterne:
- Nu kan vores medarbejdere tage dialogen med den bekymrede pårørende. De kan forklare, hvorfor vi gør, som vi gør. Hele psykologi-delen af uddannelsen har klædt medarbejderne på til dialog.
Den seneste måling viser desuden også, at trivslen er i top, og sygefraværet er i bund hos rengøringsteknikerne på Sygehus Sønderjylland.
Ud af Coors 135 medarbejder på sygehuset er 98 af dem uddannede teknikere, og 10 er på uddannelsen.
Denne nyhed er et uddrag af en artikel fra fagbladet ”Rent i Danmark”. Artiklen er desværre ikke publiceret online.