
Nye takter fra den offentlige sektor
Man siger ofte, at en ulykke kommer sjældent alene. Men det modsatte kan også være tilfældet, heldigvis. Da vi for godt et år siden skrev under på kontrakten med DR om at levere en integreret serviceløsning af et hidtil uset omfang, var det en rigtig stor begivenhed for Coor. For nylig har Forenede Service lavet en meget stor aftale med Forsvaret og i skrivende stund har Politiet en endnu større opgave i udbud.
Det er klart, at vi som virksomhed gerne ville have vundet kontrakten med Forsvaret, men når det er sagt, så skal der lyde et stort tillykke til konkurrenterne hos Forenede. For jeg tror, at de tre store offentlige udbud blot er begyndelsen på, at den offentlige sektor som marked er ved at være modent til outsourcing af integrerede serviceløsninger. Det betyder, at det samlede marked for service management bliver udvidet betragteligt og at der i fremtiden vil være langt flere opgaver at kæmpe om. Det er godt for hele service management-branchen.
Den offentlige sektor bliver mødt med et stigende krav om at effektivisere og når det gælder integrerede løsninger for de perifere serviceydelser, har vi i Danmark en hel branche, som har specialiseret sig i netop det. Dermed kan vi være med at sikre en mere effektiv offentlig sektor, hvor de besparelser, som vi skaber, kan øge det økonomiske råderum for mere borgernære serviceydelser. Det kan vi godt være stolte af – både som virksomhed og som branche.
I dette nummer af Nova kan du læse mere om udviklingen inden for den offentlige sektor. Du kan også læse om hvordan vi i Coor inddrager vores medarbejdere i arbejdet med konstant at skabe forbedringer i vore serviceprocedurer og om hvordan Building Information Modeling (BIM) gør det nemmere for alle, der arbejder med opføring og servicering af ejendomme.
Jørgen Utzon
administrerende direktør, Coor i Danmark
Vil du vide mere om Coor, og hvad vi laver?
Så kontakt mig på tlf. +45 2363 7178, jorgen.utzon@coor.com