Rengøring med et socialt ansvar
Coor skal også fremover gøre rent på 155 af Ballerup kommunes bygninger. Den nye kontrakt kan, hvis optioner på forlængelser udnyttes, løbe frem til 2025, og kontrakten har nu også fokus på at løfte en større social opgave.
Det er en god kending af Ballerup Kommune, som frem til 2025 skal stå for erhvervsrengøring og vinduespolering på 155 kommunale bygninger i kommunen.
Det er nemlig facility management-virksomheden Coor, der for tredje gang har vundet udbuddet. Kontrakten omfatter rengøring og vinduespolering på blandt andet skoler og daginstitutioner i Ballerup Kommune. Coor har allerede 10 års Ballerup-erfaring at trække på.
I valget af Coor er der lagt vægt på pris, sikring af kvaliteten af arbejdet og ikke mindst, at virksomheden har tænkt socialt ansvar ind i den kommende opgaveløsning.
Fra ledighed til arbejde
Varetagelsen af det sociale ansvar vil ske i et tæt samarbejde med Jobcenter Ballerup, som visiterer borgere til et jobforløb og muligt fast job hos Coor. Dermed kan det bringe borgere uden for arbejdsmarkedet - og med andre udfordringer end ledighed – hen til et fast job.
- Vi prioriterer samfundsansvar højt i Ballerup Kommune. Derfor har vi også valgt social ansvarlighed som et konkurrenceparameter i udbuddet. Det glæder mig derfor meget, at vores leverandør bliver forpligtet på at hjælpe flere borgere tættere på arbejdsmarkedet – og gerne helt ind i et fast job, siger Jesper Würtzen (A), borgmester i Ballerup Kommune.
Flere ledige i et fast job hos Coor er et af målene i aftalen. Desuden indeholder aftalen fleksjob- og løntilskudsforløb. Kandidater med behov for sprogtræning kan desuden få kurser i dansk.
Buddy-ordning
For at løfte den sociale opgave etablerer Coor fire ”træningsbaner” på kommunens adresser, herunder rådhuset og to skoler. En serviceleder og en såkaldt buddy står for rekrutteringsforløb af nye medarbejdere, som ikke umiddelbart er klar til at begynde i et regulært job. Buddy-ordningen minder om en gammeldags mesterlære, og tanken er, at den ledige gradvist bliver lært op til selvstændigt at kunne stå for eget rengøringsområde.
Aftale med god mening
Coor arbejder med en tredobbelt bæredygtig bundlinje. Den tager hensyn til forretningsmæssige, sociale og miljømæssige aspekter:
- At få borgere ind på arbejdsmarkedet som har brug lidt ekstra hjælp i starten af et job, er en del af vores varemærke i Coor. Vi oplever, at de bliver trofaste, værdsatte og dygtige medarbejdere, som bliver hos os i mange år. Det er en indsats, som betaler sig mange gange hjem både for det enkelte menneske og for os som virksomhed, fortæller Annette Vindstrup Jensen, divisionsdirektør for Cleaning i Coor.
Coor er ud over den samfundsansvarlige forpligtelse også forpligtet til, at opgaverne bliver løst bæredygtigt, så der bliver værnet om natur og miljø.