Ny direktørprofil skærper Coors forretningsmæssige fokus
Dennis Hyldgaard Eriksen er ny Direktør for Coor´s Strategi- og udviklingsafdeling. Han tilfører et stærkt kommercielt fokus og skal skabe endnu mere sammenhæng mellem strategisk udvikling og effektiv drift.
I 2023 har Coor sat sejlene til at løfte sig på lønsomhed og effektiv drift koblet med de kendte serviceydelser af høj kvalitet. Nu tilfører virksomheden endnu en profil til den danske topledergruppe fra januar af:
Dennis Hyldgaard Eriksen bliver Direktør, Strategy & Organisational Development. Han kommer med en solid kommerciel ledererfaring fra flere brancher. Han har arbejdet med med transformation, udvikling og effektivisering hos fx TDC, Ørsted, Google og Meyers og har senest været Consulting Director hos Impact Commerce. Dennis siger selv:
- Jeg brænder for at skabe en reel forandring og transformation for kunderne. Jeg glæder mig meget til at arbejde i en branche, der er præget af at skabe gode oplevelser, pleje relationer og udvikle kundeforhold. Jeg er meget glad for at få lov til at lede Coor Danmarks indsats inden for udvikling, transformation og strategi i en branche, der virkelig arbejder for at gøre en forskel for andre mennesker.
Jørgen Utzon, administrerende direktør, siger at valget er faldet på Dennis for at sikre den fortsatte udvikling af Coor som Nordens førende IFM-leverandør, samtidig med at forretningen er rentabel:
- Dennis har den helt rigtige baggrund og erfaring til at sikre sammenhængen mellem udvikling, strategi, høj kvalitet og effektiv drift til glæde for både kunderne og Coor. Jeg tror på, at vi kommer til at markere os endnu stærkere i IFM-markedet, hvor vi har vores hjemmebane, og her er Dennis det helt rigtige kort for os at have på hånden.