I dag arbejder jeg meget med en robot, som hedder YuMi, der er udviklet af ABB. Lige nu skal den lære at hakke grøntsager for at kunne arbejde i et storkøkken. Matematisk set er det meget svært at modellere. Du skal forstå, hvilken kniv du skal bruge, hvor hårdt du skal holde på kniven, hvilken kraft du skal anvende, og hvordan du skal holde på grøntsagen, så du ikke ødelægger den. Jeg ved ikke, om jeg stadig er i gang med at hakke grøntsager om 10 år, men der er en ret stor sandsynlighed for, at det er tilfældet, da radikal innovation vil forme fremtidens service.
Da jeg startede min ph.d., var de selvkørende støvsugere lige kommet på markedet. Tyve år senere var det årets julegave. Så på tyve år er det egentlig ikke så meget, der har ændret sig for os mennesker. Det, der har ændret sig, er interessen for robotter. Mange flere ser potentialet.
Og så er folk selvfølgelig også skeptiske. Man tænker: Hvis robotterne skal udføre alt arbejdet, hvad skal menneskerne så lave? Og det er der ikke noget at sige til – det ville være underligt, hvis vi ikke var nervøse. Men jeg tænker, at man i fremtiden stadig vil uddanne sig, også når man er oppe i årene. Jeg tror, at vi skal lære nye ting hele tiden, i takt med at arbejdsopgaverne bliver automatiseret, og at der vil være et sikkerhedsnet for dette. Vi vil måske aldrig helt blive færdige med at uddanne os, men kommer måske til at arbejde 3–4 dage om ugen og gå i skole resten af tiden.
Den tekniske udvikling kan føre til, at vi får mulighed for at leve helt andre liv – liv, hvor vi har mere tid til hinanden. Robotterne skal ikke tage over, men vi skal skabe systemer, hvor de arbejder sammen med mennesker. Hver sygeplejerske kan få en robot, som hjælper med tunge løft og det mere meka-niske arbejde, mens menneskerne kan tale med hinanden i stedet. Det samme gælder i skolen og hjemmeplejen.
Selv ville jeg gerne have en robot, som er mere som en ven, til min søn, der er et barn med særlige behov. Jeg ville gerne have en, der følger ham til skole hver dag, og som kan hjælpe ham med at formidle, hvordan han har det, eftersom han ikke kan tale. Jeg kan ikke være der hele tiden, og skolen kan heller ikke, men en robot ville kunne træne med min søn hele tiden, så det ville også være sjovt for ham.”