Sprog / Websted

Languages

Change site

Kontorets indretning påvirker medarbejdernes trivsel

Mental sundhed og trivsel er de områder, som nordiske virksomheder finder vigtigst at fokusere på i de kommende år. Det viser dette års undersøgelse "Join the Workplace Revolution", som servicevirksomheden Coor har foretaget blandt 1.000 beslutningstagere og medarbejdere i Norden.

Pandemi, isolation, krigen i Ukraine og et fastfrosset økonomisk klima har de seneste år lagt et stort pres på mennesker generelt i Norden. Det ses også på arbejdspladsen, hvor mental trivsel på arbejdspladsen er en af arbejdsgivernes vigtigste fokusområder, viser Coors seneste undersøgelse. Dette kan udmøntes i fx stillerum til restitution og fokusarbejde, reducerede støjniveauer og sunde måltidsmuligheder samt en virksomhedskultur, der tilskynder til regelmæssige pauser.

"Det er ikke nok at sige, at mentalt velvære er vigtigt. Her spiller arbejdsgiverne en afgørende rolle ved at foregå med et godt eksempel og skabe en kultur, der er gennemsyret af psykologisk tryghed, siger AnnaCarin Grandin, administrerende direktør i Coor.

Klare retningslinjer for fremtidens arbejdsplads og hybridarbejde
Hybridarbejde er kommet for at blive, men den eksperimentelle fase for de nordiske virksomheder er forbi. Op til 20 procent af arbejdsgiverne kræver i dag, at medarbejderne arbejder på fuld tid fra kontoret, mens 40 procent har indført et vist antal dage, hvor medarbejderne skal være på kontoret. Samtidig viser Coors rapport, at 40 procent af medarbejderne er villige til at skifte arbejdsgiver, hvis de ikke får fleksibilitet og mulighed for at vælge, hvor de vil udføre deres arbejde fra.

Evne til at arbejde uforstyrret
Efter pandemien har tendensen været at reducere antallet af skriveborde til fordel for åbne rum, hvor medarbejderne kan mødes og samarbejde. Dette års rapport viser, at mange medarbejdere føler, at dette er gået for vidt. En fjerdedel af dem angav et fald i støjniveauet som den ændring, der mest sandsynligt ville tiltrække dem tilbage til kontoret. Næsten lige så mange sagde, at de mest af alt ønskede bedre adgang til rum, hvor de kunne arbejde uforstyrret.

Service afgørende for oplevelsen
7 ud af 10 virksomheder angiver, at de har svært ved at tiltrække medarbejdere til kontoret. Det er her, serviceoplevelsen kan gøre en forskel. Det handler om at skabe en helhedsoplevelse, hvor service og forskellige efterspurgte ydelser bidrager til en helhedsoplevelse. I årets undersøgelse fortæller medarbejderne, at mad og drikke er de services, der kan få dem tilbage til kontoret. Muligheden for et veltilberedt måltid i modsætning til hjemmekontorets ofte sparsomme frokoster eller en god kaffe tilberedt af en barista er ting, der forbedrer arbejdsdagen, siger AnnaCarin Grandin.

Kontorets indretning er knald eller fald
Betydningen af kontorets design er tydelig i dette års rapport. Hver tredje medarbejder angiver, at de er villige til at skifte job, hvis kontoret ikke bliver bedre. "Det viser tydeligt, at kontoret er en skæbnesag for de nordiske virksomheder, og derfor er det meget positivt, at hele 77 procent af arbejdsgiverne angiver, at de vil fokusere på kontorets udvikling i de kommende år," siger AnnaCarin Grandin.